Willkommen! And bienvenue! Welcome!

By 21. oktober 2019Ikke-kategoriseret

Det er held i uheld.. eller – intet er så skidt at det ikke er godt for noget… eller -ud af en hver krise kommer der muligheder.. og der er altid en sprække i al asfalt … ud af tågen kommer der et skib… i alle krige er der helte.. nå ikke…

Absolut balance eksisterer måske kun i et moment, der næppe findes nogen tidsregning der kan registrere… på trods af alle anstrengelser for at finde den.. balancen altså..

På knud har Charlotte haft ondt i lænden- i en sådan grad at hun ikke må løfte på noget tungt. Alt der har vejet mere end en fjer, er blevet skubbet over til naboen.. Tons tunge løft af forgængerens bras, uendeligt mange potter med kilovis af muslinger- ledsaget af mindst lige så store mængder kold riesling, satte lige pludseligt sine aftryk, på Charlottes lænd. Jeg kan godt gå – men ikke bære. Well thats the spirit.. det er vi heldigvis andre der kan.. og her kommer poienten.. Det har haft en fantastisk betydning for knud- Charlottes onde lænd. Efterårsferien er overstået- og vi har vinket farvel til de sidste gæster i måltidsfestivallen med det taggy navn – dinner days.. Esther, Marie og Iris har ryddet den sidste skål med rødbeder og krus med æbler i den her omgang- We are back in normal business – med ribeys, fede flade, pommesfritter og smørrebrød…med meget mere ( blandt andet en kalvesuppe med okseskank, skovsvampe, kål og spejlæg… et brag …. af en wonderful wonderful soupstone)

Jeg spiste en gang på Danmarks eneste to stjernede, tre stjernede restaurant… .. altså jeg har faktisk spist på den flere gange…- helt fra dens fødsel til dens rammeskift- men den her gang jeg lige vil berette lidt om, er en gang på et tidspunkt i restaurantens liv, hvor man er ved, at have afsøgt sine grænser for koreografering.. Da jeg ankom til stedet- behørigt spadserende…. iscenesat af store jordvolde der passende forhindrede taxaen i at køre helt til døren- så måtte jeg som det naturligste, tage min gæst under armen og gå de sidste meter – inden alibabas døre åbnede sig. Indenfor, der væltede der ud af alle kroge, med henved 20 kokke, tjenere, sommelier, receptionister og opvaskere der alle stimlede sig sammen rundt om os og bød os til, med smil og ord… Velkommen blev der sagt på 10 forskellige sprog, på 20 forskellige måder, nærmest á cappella – med accenter, med lyse stemmer med mørke stemmer, med rus og sang……. Det var som et stort sus i maven.. at blive budt så personligt og flerfoldigt indenfor. Der stod restaurant- og køkkenchefen i midten og smilede.. sammen med halvdelen af alt personale på restauranten. Overtøj blev taget med berøring- eller kærtegn, på skuldre og ryg, der i denne sammenhæng er det tætteste man kan komme på et kærligt kram. Som om netop jeg, var den vigtigste gæst i aften.. den eneste gæst, faktisk som om jeg slet ikke var gæst men derimod et længe ventet familiemedlem der netop havde lagt sit skib til, ved kajkanten få meter fra døren.

Det stærkt manipulative greb var perfekt udført og det virkede,,,Det er nemmelig umuligt at være kritisk overfor nogen man har smilet sammen med.. eller holdt i hånden, eller er blevet budt velkommen af.. man er familie.. man beskytter hinanden, man er afhængig af hinanden.. man sænker simpelthen paraderne og slapper af når man bliver mødt af så stor gæstfrihed. Transaktionen, der egentligt i bund og grund handler om penge – for det gør alt, forsvinder i det mørke,, og man kan nyde i det lyse. I det øjeblik døren åbnede sig til lystens hule, og det hjemmelige spisekammer, der glemmer man at alle de mennesker der stimler sammen om os, alle skal have en løn ud af de 3-4000 kroner per person, det koster os at spise den lange, drikke den lange og nyde den lange. Ikke et ondt ord om kapitalisme i det her opslag.. det kan komme i et senere, hvor trangen til selvudlevering er større..

Måltidsfestivallen er altså slut for denne her gang.. og kommer helt sikkert igen- i en stærkere og endnu mere knud agtig version…
Festivallen, der egentligt er en del af en større landsdækkende ting- men som det viste sig, bare at blive til en helt lokal fest for os..

Det er muligt at man har kunnet være så heldig at blevet kørt ned af en vildfaren bus på Godthåbsvej og fra hospitalssengen siden eftersøge den, som den eneste linje 2A, med en underlig reklame for et fænomen som Dinnerdays på røven, men som bekendt kører linje 2A jo kun fra Tingbjerg til Refshaleøen- og med sin totale mangel på stoppesteder i nærheden af Halsnæs kommune, understreger reklamen på netop den bus, derfor det helt lokale ved Knuds deltagelse i festivalen. Nogen må komme provinsbyen København og festivalledelsen til undsætning inden den lukker sig om sig selv.

Martin havde sagt 1000 gæster. Jeg selv var mere tvivlende… men Martin er ikke alene en stor kok, han- viser det sig, er også en stor profet..

I åbningen til døren, har Charlotte altså stået de sidste ti dage- med den ene hånd på sin ømme lænd og en seetingplan i den anden, med et stort smil og sagt velkommen stort set samme antal gange som profeten spåede. Sat til vægs af en nerve i klemme, blev besværligheden ved operative svinkærinder, så som at bære mad til bordet, hente stole der mangler, eller rykke borde der skal rykkes ..sammen, til en styrke. Charlotte har tjent et langt større formål i de forløbne ti dage.. Uden koregrafer, har hun legemliggjort Knuds ånd og hjertevarme i sin velkomst.. ligså betydningsfyldt som friskdampet muslinger, blødstegt tyrebryst, snasket æbledessert og skrubaf kaffe med rom og ragusa- menuen som alle de dejlige mennesker, der valgte at lægge vejen omkring knud her i efterårsferien, blev trakteret med. Stort tak til jer gæster- til alle jer fra spisekammeret, til klima tyren 331knud for både at leve og for at lade livet på Grønnessegaard, til de unge på Sølager der har klippet kål, bierne der flyver omkring ørene på Pia, hottentotterne på hottentothaven og til alle på knud for at løbe stærkt – stadig med smil på læben..