Charlottes vinskole – kun for kvinder
Efter fire år med den brede vinskole maxer jeg nu ud – og vender tilbage med en lidt mere nicheorienteret udgave: Kun for kvinder.
Og der er faktisk også en helt personlig grund til det.
Jeg savner selv kvindelige selskaber og kvindelige rum.
Jeg elsker mænd – og særligt min egen mand – så det her er ikke et oprør mod dem. Men jeg oplever, at der opstår noget andet, når kvinder er sammen. Et andet rum og måske også et andet mod til at mene noget. Især når vi bevæger os ind på områder, som traditionelt har været domineret af mænd.
Og vin er jo ét af dem.
Der er noget med, at den maskuline kraft gennem mange år har fået lov til at fylde temmelig meget i de vinøse narrativer. Point, procenter, producenter, årgange, jordbund, klassifikationer og lange forklaringer på, hvorfor den ene vin er bedre end den anden.
Det prøver jeg at komme lidt omkring.
Ikke ved at lave en særlig slags vin for kvinder. Det ville næsten være værre.
Men ved at skabe et rum, hvor vi kan være nysgerrige på vin uden nødvendigvis at skulle vide noget på forhånd. Hvor man godt må mene, at noget er vidunderligt, mærkeligt eller kedeligt, før man ved, hvad man burde mene om det. Og hvor vores egen oplevelse får lov til at være udgangspunktet.
Jeg har altid været mere optaget af oplevelsen af vin end af den enkelte vins placering i et hierarki. Hvad smager vi egentlig? Hvilke ord bruger vi? Hvorfor kan én vin gøre os glade, mens en anden – som måske har fået 97 point – ikke rigtig siger os noget?
Og hvad sker der omkring bordet, når vi smager sammen?
For vin er jo ikke bare noget, der foregår i glasset. Den smager også af det menneske, vi sidder overfor, af maden på bordet, af forventninger, minder, stemninger og af den samtale, der opstår undervejs.
Jeg er nysgerrig på, om vi også smager anderledes, når vi er kvinder sammen.
Ikke nødvendigvis bedre. Bare anderledes.
Om vi bruger nogle andre ord. Om vi lægger mærke til andre ting. Om samtalen ændrer sig, når ingen føler, at de behøver kende svaret på forhånd. Og om vi tør stole lidt mere på vores egen smag, også når vi ikke kan forklare den med de rigtige vinord.
Det er dét, vi skal undersøge over tre tirsdage.
Vi skal selvfølgelig smage vine skabt af kvinder – men ikke kun fordi de er kvinder. Vi skal møde nogle dygtige vinmagere og se på, om mennesket bag vinen overhovedet kan mærkes i glasset.
Vi skal smage vine med det, vi kunne kalde både feminin og maskulin energi. Det lette og det kraftfulde. Det stramme og det generøse. Det elegante, det saftige, det mørke, det parfumerede og det lidt uregerlige. Og vi skal udfordre hele forestillingen om, hvorvidt sådan nogle egenskaber overhovedet har et køn.
Måske har de. Måske har de ikke.
Vi skal tale om vin og mad – for jeg synes, vin bliver langt mere interessant, når den får noget at arbejde sammen med. Og så skal vi øve os i at finde vores eget vinsprog.
For man må godt sige, at en vin smager af en våd skovbund, mormors solbærsaft, nyspidset blyant eller den parfume, ens første kæreste brugte. Hvis det er dét, man oplever, så er det et langt mere interessant sted at begynde end at lede efter det korrekte svar.
Der findes selvfølgelig masser af viden om vin. Og vi skal også lære noget.
Men viden skal helst åbne vinen – ikke lukke samtalen.
De tre aftener hænger derfor sammen som ét lille forløb, hvor vi bliver klogere undervejs. Hver aften får sit eget tema, sine egne vine og sin egen samtale, og vi bygger videre på det, vi har smagt og talt om gangen før.
Vi mødes i spisestuen på Knud. Køkkenet serverer to gode retter undervejs, og omkring dem smager vi os gennem aftenen. Vi begynder kl. 18.00 og slutter omkring kl. 22.00.
Tirsdag den 19. januar 2027
Tirsdag den 23. februar 2027
Tirsdag den 16. marts 2027
Det koster 1.500 kr. for alle tre aftener ekskl. billetgebyr – det er ikke til os.
Skulle der være en enkelt aften, du ikke kan deltage, må du gerne give din plads videre til en veninde.
Der er altså ingen kloge mænd omkring bordet, og vi stopper tilmeldingen ved 25 deltagere.
Næsten alle kan være med 🙂
Du behøver ingen særlig viden om vin. Du behøver heller ikke kunne dufte forskel på solbær og brombær med bind for øjnene.
Du skal bare kunne lide at smage, være nysgerrig og have lyst til at tale om det, du oplever.
Så tror jeg, det bliver tre ret skønne aftener.
Kærlige vinhilsner
Charlotte
