Hundested Havn’s Havnedirektør Søren Brink er gået bort.

By 12. september 2026Ikke-kategoriseret

Hundested Havn’s Havnedirektør Søren Brink er gået bort.

Omveje, kærlighed og lyst til livet, havde ført Charlotte og mig sammen, tilbage midt i 10’erne. Vi var begge søgende efter nye horisonter, nye projekter og også en ny livspartner. I det rum var omvejen et muligt hotel eventyr i Hundested, kærligheden mødet mellem hende og mig og lysten til livet nysgerrighed. Hotellet blev det dog ikke til- men efter en kort afklaringsproces, om det, ringede min telefon en dag.

Hmm hmm- lød en stemme, Ja- altså, det er Søren Brink, havnedirektør i Hundested Havn her. Jeg har hørt, at det ikke blev til noget med hotellet- men var det noget med en restaurant i stedet? ’’ Vi har her på havnen, en gammel fiskeriauktion, hvor lejeaftalen er i spil. Charmen lyser ud af røret, en mørk dyb, dreven stemme…. opsøgende med godt humør… og overbevisende argumenter. ’’mange gourmetkokke har kigget på det her sted før’’ skal jeg forstå- og beliggenheden,  beliggenhed det er alt.. i Hundested Havn- Kan man ønske sig noget bedre end Hundested Havn, siger han- mens han helt sikkert har stået der oppe på broen med sin mobil i den ene hånd og sin kaptajn kikkert i den anden.

Charlotte og jeg møder ham rigtigt for første gang, da den nye leje aftale skal skrives under. Det er i oktober 2018. Køb den nu bare, så finder vi ud af det Jens.. havde han forsikret mig.. velviljen er stor. På afstand kan han mærke at temperaturen på vores føder er iskolde- og de er mere end en gang vendt en anden vej end Hundesteds. Men charmen i røret er stadig ikke til at tage fejl af, i de samtaler der følger op mod sådan en kontrakt. Han indgød os selvtillid. Vi er på samme bølgelængde, vi er i trygge hænder uden at vide det.. og vi stoler på Søren…ikke fordi vi vidste at det kunne man- men fordi vi følte det, og fordi det var sådan det var.. man kunne stole på Søren. Da vi overgav os, der lagde han sig rundt om os som en usynlig beskyttende sky. En stor bjørn der tog slagene før de ramte hans unger. Vi var jævnaldrende – og alligevel hans børn.

Rundt om det lange bestyrelsesbord på førstesalen, kunne han se hele vejen rundt. Kikkerten står i vinduet. Rørvigfærgen´s evige ubrudte anløbs rytme til venstre, havnens trucks suser ind og ud på vejen. En turist der smider tøjet og hopper i vandet på trekanten- lidt for tæt på molen, til Sørens smag. Der er understrøm.

Et par beduggede makrelfiskere har parkeret deres knallerter og en urutineret lystsejler sejler sin Maxi indenom. Op og stå- den bliver fulgt med kikkerten. Måske går den på grund.  I den anden ende af lokalet bliver der skubbet til en stol- en Coaster er på vej ind fra syd. Der er liv i værftet, flagene blafre på midtermolen, og mange gæster på Bryghuset i dag. Søren kommer ud fra sit kontor- et glasbur – der siger alt om at kunne følge med i alt.

Vi sætter os ned. Den gamle formand Børge lyser op. Det er osse første gang vi rigtigt skal møde ham. Der er meget varme dem i mellem, og i rummet i det hele taget.. Søren var også bysøn af mange.. Vi har taget den lange trappe op… Velkommen siger Marie og kigger nysgerrigt på os.. vi må løsne det fejlcastede slips en smule. Søren skænker kaffe og midt i al vores usikkerhed, så har vi bare lyst til at kaste os ind under de der store brede skuldre, den mørke hud og kæmpe arme. Side der en stund inden underskrift.

Hvad skal det så hede- det sted i knokler så vildt rundt med.

Knud svare Charlotte- det skal bare hede Knud. Vantroen lyser ud af øjnene på dem begge.. Knud – hvad mener I .. bare Knud.. Så kigger de på hinanden, Børge og Søren.. Hadok og Hadok- Splitte mine bramsejl” – lader det lige synke ind..og så begynder de at grine. Et kæmpe buldergrin vælter ind over os, fra dem begge.. ’’Knud’’ fremfører de i munden på hinanden- griner mere ..og smager på det; Jeg ringer lige hjem til konen- hej skat, vil du med ud…på knud.. eller jeg kommer ikke hjem i aften, jeg er lige på knud.. eller nu skal vi fandme ha en kold på knud.. og sådan blive de ved en stund.. de rimer mens de griner.

Sørens anprisning forankrede os i Hundested. Vi blev venner. Og over tid voksede der tillid. Han var altid med på et projekt, man kunne gå ind af hans dør med en stregtegning, og komme ud af den med et arkitekttegnet projekt og et imaginert gantskema. . Han lyste op og tappede ind i alle smukke drømme.. han lagde sgu aldrig låg på vores skabertrang. Tænk lige over det.

Jeg blev på en sjov måde hans arbejdsgiver de sidste 4 år. Jeg blev valgt til en plads i bestyrelsen.. sådan en plads, man måske kan få, når man har boet i Hundested mindst syv generationer. Sørens stemme, som jo ikke i den forstand var en stemme, havde han kastet efter mig. Og jeg kom tæt på manden og direktøren på en helt anden måde. Søren underkendte aldrig min uvidenhed om havnes arbejde eller betydning. Om begreber eller metoder. Om økonomier og dilemmaer. Om vandlinjer og bundlinjer- drømme og håb for havnen. Han vidste alt- og jeg vidste intet. Men som det var med Søren, så skabte det ikke distance. .. det skabte tæthed, fortrolighed og nærvær.

Jeg tror i virkeligheden at Søren hele sit liv var sin egen arbejdsgiver- det var kun et spørgsmål om hvordan den bestyrelse så ud. Han var fuldkommen i centrum af sine egne ting. Jeg genkendte det fra mig selv.. uroen der sad i maven på ham, når andre kunne rokke båden, og selvtilliden når der blev smidt anker i faste beslutninger.

I restauranten så vi ham i både officielle anliggender og i mere private udgaver. Han var et omvandrende leksikon i hvem er hvem. Og han delte det med os. Det kunne tage ham en halv time at komme ned til sit bord efter en tur på det lille hus. Hej her og hej der. Et håndtryk med smeden, et par ord med en gammel ven, en udveksling med en medarbejder… og alt imens Sørens Camilla, optikeren og vandvarme mesteren ventede tålmodigt ved bordet. Var de alene pakkede vi dem ind i et hjørne.. gerne med udsigt til havnen.. kom de som deres naturlige del af jetsettet, så fik de plads ved langbordet. Uanset- så kom Søren altid ind af vores dør med liv. Og ud af den, gik han med et knus til Charlotte, et par fortrolige ord i øret til mig.. og et ’’I gør det fandme godt’’ til alle andre..

Der er tre mennesker der samlet set, kender alle byens hemmeligheder, det er frisøren, det er restauratøren og så er det præsten. Det er starten, det er livet og det er afslutningen. Og så i Hundested, så var der alligevel også en fjerde der brød normen.. Havnens Direktør Søren Brink. Han vidste det hele og han kendte alle- og han var en beskytter- i hvert fald af os. Det fik vi aldrig sagt tak for- så det gør vi her… Tusind tak for det.

Nu er vores ven ikke mere.  Øv.  Æret være hans minde.

Author Knud

More posts by Knud