Da jeg var yngre kok der elskede jeg julen. Jeg elskede nisseland og vatbelagt dække. Jeg elskede alle julens mange markøre.. jeg elskede juleøl, juleand, juleflæsk og alt den slags julesnaps man kunne fremtrylle.
På en eller anden måde var jeg ikke hjemme i mig selv de første mange år af mit liv. Jeg havde en oplevelse af at være forskellig fra andre. Ikke at høre til nogle steder. Så i mange år forbandt jeg mig til mange af de traditioner og historier der knyttede sig til klassiske dyder.
Jeg fiskede dem- og prøvede borgerlighed af. Jeg prøvede venstrefløjen af. Jeg forsøgte mig med filosofi og i en kort periode også som kulturradikal. Alle formater der havde en tydelig ramme omkring sig, forsøgte jeg at klatre ind i.
Men hver gang jeg gik ombord i en redefineret kontekst- så følte jeg mig alligevel forkert. Det var først gennem års terapi hos kostbare terapeuter- der i virkeligheden var ligså meget ude af balance, at jeg begyndte at forstå omfanget af mig selv.
Jeg kan huske den skiveskåret trestjernet salami i min barndomsvens køleskab… som noget helt uopnåeligt. I vores køleskab der lå en udefinerlig humpel hjemmerøget vildtpølse som havde fundet sin vej gennem en fidus slagter i Roskilde.
Jeg ville hellere have trestjernet salami.. der var noget meget normalt over tre stjernet salami. Eller hønsesalat i bakke. Eller remoulade på tube. Eller rugbrød som ikke var hjemmebagt med skorpe.
Det ændrede sig selvfølgelig med tiden. Uvist hvorfor egentligt- så blev det en kokkeuddannelse. Ingen på 14 år ved hvad de vil resten af livet, så det blev bare et vildt skud- i forlængelse af en erhvervspraktik på Oslobåden. Jeg vil være kok.
Mine kloge og intellektuelle forældre må have fået morgenkaffen i den gale hals, da jeg kom hjem og bekendtgjorde at jeg ville være kok.
Denne historie jeg skal fortælle ligger et sted ind imellem det hele- og det er ikke en jagthistorie.. selvom jagt og vildt alligevel fylder noget i den.
And og orange er sådan en, af de der klassiske kombinationer man kan finde overalt i verden.
Det er ønsket om at tilføje det fede andekød syre, sødme og aromaer. I det franske køkken har man and ala orange- birgrade. Det er langtidsstegt and- med deglacering af stege sky og fond på kråser og halse. Navnet Bigrade- referere til appelsinen … En særlig bitter appelsin- der indgår i tilberedningen med sin saft og sin skal. Rødvin skal der måske også en smule til af. I det franske køkken kan retten spores tilbage til det 16´århundrede.. Den første celebreti chef – Antonin Carême forfinede retten, hvorefter Escorfier tog over med alle han kedelige standardiseringer. Tilberedningen starter i noget nær 0.. man tager en and og en appelsin… Kan kokken lave den ret så har han begået et svendestykke.. Der skal ordnes fjerkræ- tages ud og renses kråser, lever, hals og hjerte.. Der skal bindes op og snøres rundt.. Så skal der koges fond, og der skal koloreres.. . Saucen tager sit udgangspunkt i en karamel af økologisk rørsukker. Kogt af med rødvin, cointreau, fond, appelsinskal og saft samt timian og løg.
Foran mig lå altså en stor fed vildand… en gryde med saucen på vej, nogle appelsiner- masser af mandler og persoille.. og så nogle kartofler.. der skulle på en eller anden måde onduleres til noget der kunne ligne en pommes fondant..
Så langt i forberedelserne var jeg nået inden jeg hoppede op på min cykel for at tage på vinterbadetur i mit gamle faste domicil – saunaerne på islandsbrygge. Efter et par skilsmisser af forskellig slags havde jeg erfaret af saunaerne derude – med udsigt til byens tage var godt for mine sanser og mit sind. Jeg kunne spejde over på psykeskolen og lidt længere til højre lå min arbejdsplads i den sorte diamant. Begge institutioner der i højgrad indgik i skilsmisserne på det tidspunkt i livet.
Altså et godt og varmt rum for mig hvor jeg kunne side der og tygge drøv i novemberregn. alt imens verden gik videre..
Med tiden udviklede det sig også til et rum hvor jeg kunne holde møder.. min studie kameraet Helle og jeg holdt samlinger i den sauna- hvor vi diskuterede ledelse og filosofi.
Jeg mødtes også med Præsten i badebukser og fik derigennem forbindelse til højere magter. Jeg mødtes med overfrankerede rocker typer- dér i varmen måtte smide vesten.. og panseret..
Ind i mellem svingede jeg rundt med et blafrende håndklæde- og i det hele taget blev de saunaer omdrejningspunkt for meget af min sociale aktivitet i de år.
Så det faldt mig helt naturligt ind at det også kunne gå som et første møde. En date. Et relations tjek
Jeg havde været på andejagt med hele andejægerflokken. Med en kold Tuborg i hånden havde vi stået der i skumringen og ventet på andetræk. Og det var gået godt.. Nogle af os skød godt, når andre ikke gjorde det, og andre gange var skudøjet hoppet over i den forkerte side af hovedet
Det var et andet mødested- ved bøgene. Ikke langt fra Lyngby, Bagsværd og Furesø samlede vi os på parkeringspladsen.. omkring halv fem..
alle vidste det var for tidligt .. med der skal lige tid til at få hjertet i ro.. og pladserne fordelt..og drikke en kold med hinanden-
I de senere år var det min far der klappede ænderne op.. måske skød han en enkelt i indfløjet.. ellers så ventede han til flokkene landende, tændte lygten og kastede en gren ud i vandspejlet.
Oppe på vores poster stod vi stille når flokkene kom susende over hovederne på os. Så så vi flere hundrede ænder sværme mellem de mange muligheder for ro i dammene. For det meste ville de gerne ned… i vores dam.
Det måtte ikke blæse alt for meget- men det måtte gerne ruske.
Og præcis den her november dag jeg vil fortælle om- var ved at blive til aften i netop sådan et vejr. Der var lidt regntunge skyer på himlen, der var lidt piv i sejlene, og man kunne mærke at trækket ville starte tidligt og slutte sent.
Ænderne ville lette i mindre spredte flokke efter at have samlet sig på midten af søerne.
Det var for vildt til at søge søbreden, og for mildt til at blive liggende. Skuden faldt ud gennem luften..
dung dung…. dung dung dung.. dung.
Hvor mange kom der ? Hvilke faldt.. hvilke skulle eftersøges.. Triton, Tango og den lidt tungere Odin samlede fuglene op i forvirringen. Fik vi dem alle ?
Og midt i det hele… kom der en ny flok mod vandet.. Vi lader op og står klar igen..
Hundene vender retur.. en and skal forendes… og så lyder der et skud fra den anden ende af søen.. og hele flokken rejser sig igen… dung ….dung dung…
og sådan bliver det ved en times tid, indtil det er blevet for mørkt at stå der og misse mod himlen.. en enkelt skygge.. måske en hurtig krikand slipper igennem… og jagten afblæses med to tydelige pift fra Thomas..
Vi går en tur gennem mosen og skoven bag os.. Triton kommer med en fugl, Odin kommer også med en fugl.. og Tango der er den yngste hund ved ikke helt hvor den skal gøre af sig selv..
Senere rejses der tvivl om den fugl gamle Odin kom med..
Måske havede han bare været oppe i og hent den i de allerede registrerede fugle.. det skulle ligne ham.. at springe over hvor gærdet var lavest,,, bare for at blive kløet lidt bag ørene..
Vi går mod bilerne og oppe i forlygternes lys deler vi fuglene mellem os.. Nogle siger ellers tak- fryseren er fuld nok i forvejen..
Helene slår mig ihjel hvis jeg kommer hjem med mere vildt siger Henrik.. Men jeg siger ja tak… og med 9-10 furesø-fede gråænder i bagagerummet bevæger jeg mig mod byen igen. Hjem på Nørrebro.
På det her tidspunkt bor jeg i Blågårdsgade.. alene.. igen.. – og det vender vi tilbage til..
Men bare for at fortælle at det der med at gå rundt med sine våben alt for åbenlyst i blågårdsgade har jeg altid anset for at være et dårligt signal at sende..
Særligt de unge ser jo våben nok i gadebilledet så jeg vil ikke bidrage til den historie.
Så jeg har lånt en af mine nevøers guitaræske at opbevare min Winchester i. Jeg er altså nu på vej gennem byen i efterårsmørke, med en bil fuld af ænder, gummistøvler og en Winchester i en guitaræske.
På hjørnet af Åboulevarden og HC ørstedsvej sker der noget skælsættende for mit liv.. og sådan set også skælsættende i livet for alle jer der sidder her i aftens. For mens regnen tiltager og mørket er totalt, der glider jeg ind i et langt venstresving- mens jeg koncentrerer mig om for at se igennem regnen
Ud af det blå høre jeg et dumpt drøn på min venstre kofanger. Og mens jeg undrer mig over lyden kommer der i slow motion en skikkelse svævende hen over siden på min bil Skikkelsen lander tungt på kølenern. Dojng..
Skikkelsen har et ansigt… en meget smukt ansigt… dog nu med en flænge i panden..og blod på næsen.. smukt ikke desto mindre …også temmelig vredt ansigt må man sige efter et par sekunder stiren..
Ansigtet kigger mindst ligså forundret på mig – der sidder der med foden på bremsen og kroppen foroverbøjet. Hendes grønne øjne er i det øjeblik mindre end ti centimeter fra mine – og jeg må tilstå.. lyser temmelig arrigt ind mod mine.
Jeg tramper på bremsen.. og alle ti ænder på bagsædet får vinger igen… de skyder fremad.. for så at lande et sted mellem forsædet og instrumentbrættet. Der er fjer og blod over det hele.. både på den ene og den anden side af forruden. Vi ser på hinanden- mens hendes cykel falder til jorden og al trafikken i hele verden stopper. Om der var rødt, om der var gult eller var den skiftet til grønt er der ingen der kan svare på..
Nu kommer et par skikkelser ilende til.. og skylden bliver placeret. på mig.. . Jeg kom ud af bilen og fik fat i den svævende dame.. Der var vist ingen tvivl om at et skadestue besøg skulle til..
Så midt der på Åboulevarden i silende regn- tager hun imod mit udglattende tilbud om at køre hende og hendes læderet cykel på skadestuen.. Med en kødrand af velmenende mennesker omkring bilen- får jeg åbnet bagagerummet. Der er fjer over det hele og en winchester i en guitaræske. Ovenpå nu også en Kildemoes med et forrevet fordæk.
Der sidder jeg så, kort tid efter med en forslået kvinde på forsædet, i silende regn, bagagerummet fyldt af jagt ting guitaræsker og døde ænder…
Mens jeg drejer ned mod Rantzaus gade for at vende bilen og køre på akutafdelingen i Bispebjerg kan jeg dufte en ny duft i bilen.. det er duften af Charlotte. En dejlig duft..
Altid på jagt tænker jeg lidt skamfuldt.
Hun vånder sig en del.. og jeg begynder at blive bekymret over om der skulle være sket noget alvorligt.. der er blodstænk på hendes bukser.. og jeg sætter farten op..
Hvorfor ligger der to døde ænder i forruden spørger hun pludseligt.
Ja hvorfor ligger der egentligt to døde ænder i forruden tænker jeg.. Jeg har været på jagt svarer jeg. Bare fordi det hele snure ret meget rundt i mit indre… og hvad skulle jeg egentligt ellers svare. Går du osse på jagt spørger jeg så.. ?
Min far gik også på jagt svarer hun..Min far var en RIGTIG jæger.. siger hun og kigger arigt og vurderende op og ned ad mig mig.
Og så begyndte hun at fortælle om sin far.. Midt i chokket over at være blevet knaldet ned midt på åboulevarden af en kanonskytte som mig, begyndte hun at fortælle om Malle. Hendes far.
Min far er her ikke mere, men før da han stadig var her, der gik han altid på jagt. Hvis altså ikke han spillede golf.
Min far var herretøj- butiksindehaver i indre by fortæller hun. Skulle man styles skulle man Styles af Malle.
Det rigtige snit, de rigtige sammensætninger. En fold og en jakke der skulle lægges ud af en skrædder.
I Malles butik drak man portvin mens man prøvede sine nye bukser… Og når Malle selv tog på jagt med sine venner i konsortier på Sydsjælland, så var stilen i orden..
nickers, knæstrømper… tweed jakke med plads til patroner.. og oielskin til regnværsdagene.
Jeg har altid været med til at plukke min fars fasaner siger hun…
’’Du er da ikke en rigtig jæger kan jeg høre hende tænke- mens hun fortæller videre..’’
Ude ved bispebugen kigger jeg ned på mine egne cowboybukser og basketball sko.. og tænker – om ikke jeg skulle få købt mig noget ordentligt jagttøj..
I Paris havde Malle fået en ret med store fasanhaner.. noget med hanen i gryden, halveret æbler, halveret løg, timian og to flasker halvtør riesling.
Han lavede den altid.. en eller to haner når middagsbordet i Kokkedal var dækket op til gæster..
Min far havde sine egne snapseglas- til sin morgenbitter.. hans initialer var graveret ind i dem-
Med den historie sætter hun den historie på plads – da vi holder foran akutafdelingen på Bispebjerg..
Jeg kan se det gør ondt på hende.. hendes knæ- måske hendes hofte.. jeg får en ubændig trang til at holde om hende….hun virker alene – Og impulsiv som jeg er såååå..
Uvist hvorfor tager hun imod.. et kram..
Selvom hun humper noget er Charlotte ikke kommet alvorligt til skade.. men jeg holder fast i hende mens vi venter på at en sygeplejerske sige noget klogt. Der skal tages et røngtenfotografi af hendes knæ.
Vi venter på enestue i en evighed.. og måske er det der det sker..
Den der fasan i æble- tror du man kan lave den med gråand- spørger jeg hende lidt kækt lidt træt da jeg sent sent jeg sætter hende af med løfte om at betale hendes cykel.
Jeg fylder 50 på lørdag- og har arrangeret kæmpe fest.. jeg har ikke tid til at lege mere med dig… din fidusmager.. er nogenlunde det sidste hun siger… til mig.. Chokket har lagt sig, forbindingen på knæet er på plads og udsigten til at humpe de næste uger med en stok har ligesom smidt amorinerne helt ud af bilen – på den sidste del af vejen..
De kommer ikke rigtigt igen den sene efterårsaften. Selv da jeg sætter hende af ude i Hellerup – spørger jeg hende om hun vil ha et par ænder med op.. hun kigger..på mig.. du bliver ved hva?
Ok siger hun så.. på vej ind i opgangen…. hvis du kan få dem til at smage ligså godt som min fars fasan- så må godt byde.
Der er flagrende hvide gardiner i Charlottes soveværelse derude på Lille Strandvej erfarer jeg senere.
Jeg ved at hun hader jeg fortæller om de flagrende hvide gardiner, fordi hun syntes ikke det tilføjer historien andet et nogle billeder af flagrende hvide gardiner.
Men os der gerne vedkender os vores skjulte blikke af smukke kvinder i sommerkjoler- ved hvad de flagrende gardiner betyder.
De er forhænget til en skjult skat… de er tærsklen ind til noget, man med tungt åndedrag kan drømme om.
Og sådan flagre de gardiner den morgen, en tid efter jeg nakkede hende på Åboulevarden. Gardiner måtte være gardiner- for jeg skulle til Hundested. Og jeg skulle have Charlotte med.
Et år senere sidder vi ovre på den anden side af hvor vi sidder i dag. Vi er til noget søndagsbuffet på bryghuset.
Vi har smidt en madras bag i den lange opel… fuglefangeren fra Åboulevarden, parkeret på nordmolen og underskrevet en købskontrakt med en kineser vi ikke kan forstå.
Pilsneren Store Knud landende på vores bord i ganske usunde mængder og vores afsindigt kolde føder, blev varmere som vi fik snakket drømmene frem.
Hvad skal vi lave der ovre.. hvis jeg tager køkkenet så tager du gulvet- så går det ikke helt galt siger vi til hinanden.
Og hvad skal stedet så hede kredser vi meget den aften – mens flere og flere øl kom på bordet..
Senere stavrede vi os mod bilen og vinden- hvor vi kravlede om bag i, og næste morgen- fortumlet, med tømmermænd havde vi kun ting i hovedet… og kroppen… knud..
Charlotte er faktisk den første der går ind i huset her føl alle andre..
Opbruddene jeg drøftede med alle der blev inviteret med ind i den sauna ude på Islandsbrygge fyldte mere og mere og jeg skulle jo på en eller anden måde videre i livet..
En sen nattetime- helt sikkert under indflydelse af alkohol, falder jeg over en annonce for Hotel- og kro Hundested… Hvad fanden – man kan sgu da altid blive hotel ejer.. så kan man tjene penge når man sover.. det lød forjættende.
Og det var i den afklaringsperiode at jeg løb ind over Hundesteds havnedirektør. Og han ringer en dag- og spørger om det ikke var noget for mig at købe den har restaurant.
Han mente at han på de kinesiske vandrør havde tolket at stedet var til salg. Det var det også- på en hjemmeside hvor kinesere solgte restauranter til kinesere. Altså vi fandt billederne, en masse tegn og så en pris i danske kroner..
Det er altså der i rummet med de flagrende gardiner at jeg kigger ned på Charlotte- der stadig slænger sig i hendes seng- og spørger hende hvad hun skal lave i dag.. om hun lige vil med et smut til Hundested.. jeg skal lige op og se på noget ejendom.
Ok siger hun… jeg skal ikke noget alligevel. Vi samler nogle gamle venner op … og så køre vi ud til Hundested på en brandvarm sommerdag i juli.
En milliard mennesker på Midtermolen- og ikke et øje på den kinesiske buffet restaurant.
Hun går ind først ind og ..
hvad er det du har gang i her siger hun.. Jeg ved det ikke svare jeg drømmer bare..
Senere den sommer drømmer jeg stadig om hundested- og jeg deler mine drømme med hende..
.. man kunne sgu da godt åbne en restaurant.. – vi er på Samsø den sommer – for at høre Peter Sommer.. på Brumby Rockhotel
Løb stærkt, dø, luk skærmene ned
Og læn dig ud over kanten på de stynede nerver
Løb stærkt, dø, så langt du ka’ kom’
Til du føler dig tom, friheden tog os allesammen som fanger..
Hva med at gøre det med mig siger Charlotte.. åbne den der restaurant i Hundested sammen med mig.. spørger hun.. så behøver du ikke kun at drømme.
Elskede at drømme
Drømmer om at elske
Elskede at drømme
Drømmer om at elske
Peter Sommer og Charlotte tumler inde i mig..
Det var jo en ruin hun gik ind i .. der findes ikke en sikring der ikke springer når man trykker her- eller der. Der er ikke et helt kloarkrør under bygningen.. der er ikke et køkken der er blevet gjort rent i det sidste år. Og så er der alle de indvendige tegl… Hele huset var bygget op som en kinesisk landsby..
Vi ender med at sælge alle palmerne, alle bronzefigurerne, alle de kinesiske lamper, spejlene med lys i og alle stroboskop lysene til en nyåbnet swinger klub i Slagelse. Vi har ikke besøgt den endnu så vi ved ikke om udstyret gav mening.. men vi kom i af med skidtet..
Vi siger to velbetalte jobs op.. gode jobs med en arbejdstid langt under de 37 timer vi bliver betalt for.. og så går vi ellers i gang.. det er det vi skal.. og vi skal det sammen.
Vi har kendt hinanden et år- og i en frokostpause kort efter åbningen af 2019 køber vi et lille hus her i Hundested.. 4 sammenbragte børn.. der alle er næsten voksne.. kigger forundret på os.. hvad fanden har i gang i… nu går det lige så godt i København og så skal i to tosser til Hundested..
Tjaa siger vi.. det skal vi åbenbart..