You are the worst host I have ever ever met- No body have ever treatet me so badly before. You will here form me on trust pilot !!..
Sådan skriger en dansk amerikansk kvinde i halvtredserne, som jeg sekunder forinden har bedt forlade restauranten….helt uden at betale- bare gå, efter et aggressivt intermezzo om bordvalget, ventetiden tjenerens kvaliteter og kødets saftighed. Efter hende kommer moren løbende hen mod mig… lad være, lad være.. de brokker sig over alt.. må jeg ikke nok betale.. Men jeg siger nej, for der må alligevel være nogle grænser..
Vi lukker for onlinebookingen, siger Charlotte- ellers får vi ikke plads til alle de mennesker. Klokken er kvart over elve. Vi er i løb, ved at gøre klar til åbning klokken 12. Mennesker kredser rundt om restauranten og flere er henne og tage fat i døren. Vi åbner skydedørene til ude, og de første cykelryttere står prustende i døren- og med en hørm af testosteron spørger den største og første om de kan få kaffe. Jeg afviser og siger vi først åbner klokken 12.00. Gå over på Kamelsens Kys siger jeg… Jamen det er jo bare to kopper kaffe – jeg kan se du har kaffe på kanden, siger den lidt mindre af dem- mens han er smuttet bag min ryg.. jeg afviser igen.. at selv om der er kaffe på kanden så er vi altså stadig først klar klokken 12.- Jeg låner lige dit toilet så.. siger den store- der nu har rettet klik klak skoene mod toilettet. Bente der står med enden i vejret og skruben nede i kummen, bliver en smule forskrækket da den lycreklædte mand med sveden i panden maser sig forbi hende ind på toilettet. Vi kigger forundret på hinanden- da cykelrytteren kommer brasende tilbage fra toilettet, klik klak, klik klak, og nærmest spytter på den nyvaskede gulv- da han hvæser hvor dårlig service det er, at de ikke kan få kaffe.. – og så okser de videre på de to moderne letvægts kondicykler som de havde parkeret lige ude foran indgangen. – De skulle jo nødig forsvinde..
Jeg bærer mit lille velkomst pult ud og stiller den så jeg kan fronte trappen der udgør vores indgangsparti. Kl. 11.30 begynder de første gæster at ankomme til de to selskaber vi har. Et i hver ende af huset. Pejsestuen er i brug og Spisestuen er i brug. Når klokken 12.00 så vil der være kø- på sådan en dejlig sommerdag som i lørdags, så der er fint at få grupperne ind først. I år har vi indrammet hele terressen- dels med nogle glashegn, dels med noget snoreværk og endelig med en række blomsterkasser. Før det, var det ikke ualmindeligt uden at spørge, selv gik ind og fandt sig et bord. Nu er der lidt mere styr på det. Jeg tjekker ind i bookingsystemet- der er 100 gæster der har reserveret udenfor i dag- og 100 inde.. der er godt fyldt. Lidt afhængig af, hvor vinden kommer fra skal det nok gå op. Hvis det blæser fra nord kan vi ikke bruge den yderste del, hvis det blæser fra syd kan vi ikke bruge fronten. Hvis der både er sol og vind, er der begrænset med skyggeborde, og hvis det begynder at regne kan parasoller og markiser ikke bære regnen, så de ruller ind, inden folk får et par spande frisk regnvand ned i karrysilden.
De første gæster ankommer lidt i 12.00- jeg spørger om de har bestilt bord- og de fleste svare bekræftende. Vi har godt nok bord inde, men kan vi godt komme ud ? spørger de første. Mine argumenter om at bordene er reserveret preller af.. vi kunne jo ikke vide at det blev godt vejr siger de.. Nå ikke ? Så kommer i ud.. ja siger den ene i selskabet af fire .. altså bare det er i skygge. Ahh ude i stedet for inde, og i skygge i stedet for i sol.. nummer to fra selskabet er begyndt at pege på et bord dækket til seks i halv skygge og halv sol.. hvad med det spørger hun, mens hun vifter en lok af sit grå har væk fra panden.. jamen det er jo dækket til seks siger jeg.. nu blander manden sig.. jamen kan vi så ikke bare lige flytte det ledige bord derover.. jeg bliver lidt spids- og prøver at sige noget om at, det ikke giver mig skyggepladsen til de seks der reelt har booket ude.. Der er ikke noget at gøre, den sidste i selskabet har allerede sat sig ved mit seksmandsbord… Jeg lægger menukort på bordet og med et lidt anstrengt velkommen på knud, trækker jeg vejret dybt.
De næste er så de seks hvis bord lige er blevet bzát. Der er børn med kan jeg se.. så går det ikke med sol eller for megen blæst.. i kommentar sporet står der- ’’sydsiden langs vægen ønskes, flag på bordet’’… Jeg peger mod den anden ende hvor der trods alt stadig er skygge.. vi går sammen derned.. de to børn løber forrest…. jeg tæller otte da jeg kommer frem til seks mands bordet.. børnene fylder jo ikke så meget siger manden der har bestilt.. jeg svarer, at de jo skal have en stol alligevel og at lilføjer lidt for sjov, at børn også er mennesker.. jeg laver et 8 mands bord til dem.. med to børnestole, selvom tjenerne nu får svært ved at krænge sig forbi.. på vej tilbage, er der en der siger.. can i have the menu in english please.. ahh ofcorese.. jeg løber op og henter to engelske menuer, og da jeg vender tilbage er faren til det ene barn ved at flytte et par borde så han kan få plads til en kæmpe barnevogn…. det går altså ikke siger jeg.. og jeg prøver at sige det pænt..
’’Jeg nåede ikke til at smage maden da behandlingen fra seateren var så ringe og ubehøvlet at jeg måtte tage mit barn og gå igen efter at have ventet uforstående på et bord mens andre der kom efter mig blev placeret.’’
Vi er fire og vi har ikke bestilt bord.. klokken er efterhånden blevet halv to.. rykket kulminerer nu.. de første gæster er ved at rejse sig. På den yderste terrasse er det begyndt at blæse op. Så jeg kigger på de fire og spørger om de kan klare lidt vind… Vi er sejlere og i har vel både tæpper og varmelamper… tæpper bekræfter jeg.. og viser til bords uden foran.. Der går tre minutter så har jeg dem heroppe igen – men nu er jeg i gang med køen.. Jeg forstyrres et kort øjeblik af en mand der er ved at kaste sine to børn op over snoren og lade dem bemægtige sig et bord der står urydet. Jeg er der som en falk- og rådgiver om at, der altså er en kø. Den går jeg så ned i spørger om der er nogle der har forudbestilt men de fleste på det her tidspunkt er ’’walkins’’ Seks hænder kommer dog op.. det er 3 damer på +70 der meddeler mig at de har bestilt på terrassen. De bøjer sig ind over mig og stirre ned i min computer – der er vi siger de.. Jeg peger ned bag vores læglas, og viser dem til deres bord … men det var ikke det de havde håbet på- for de har stået i køen og lagt planer om mine borde..
De havde regnet med terrassen siger de.. og jeg tænker…. er hele udestriben ikke det…. der er jo et ledigt bord lige der siger de simultant og peger på seksmandsbordet, der blev til et firebord og hvor gæsterne nu er ved at rejse sig.. jo siger jeg men det skal lige gøres klar.. og jeg har andre der venter på det bord.. det er jo faktisk et bord til seks. De fire der ikke havde bestilt, har nu fundet rettighederne helt frem og kigger utålmodigt på mig, på de tre 70+ og resten af køen.. på en eller anden måde kom de jo først nu. Kommunikation bliver nu en delikat størrelse.. jeg insisterer på at bordet ved glaspartiet lige nu er restaurantens bedste bord. Det bliver nu afvist som for dårligt- og jeg må sige til de tre 70+ damer at det måske ikke er i dag de skal spise på knud. Jeg vender mig mod de fire forblæste gæster fra den yderste terrasse og de lyser op af glæde da jeg viser dem ned til bordet bag glasfacaden, som de 70+ jeg netop havde frontet, ikke ville have. Der er ikke frit valg på alle hylder..
’’ Nogle gæster havde reserveret bord på terrassen og fik anvist bord bag skærmen, men ville hellere sidde der hvor der ikke var skærm. Der var masser af ledige borde men manden hævdede at alle var reserveret.Overhørte at han gentagne gange sagde til gæsterne at ‘det nok ikke var den dag de skulle spise på knud! ’’
I mellemtiden har 4 flotte fyre – sådan lidt 45 år og godt i gang i livet, sat sig ude i solen midt på terrassen. Det er en fest. De skåler…. drinks, vin, flere drinks.. og højlydt latter og smøger.. De har luret at de ikke må ryge ved bordet.. så de planker led værket .. Bordene omkring deres er lige gået fra at være de bedste på terrassen, til at være de mest problematiske. Et par med barn rynker på næsen. Et amerikansk ægtepar kommer op til mig og ssiger at jeg skal stoppe mændene- det vil jeg naturligvis ikke.. jeg flytter amerikanerne i stedet.. der skal altså osse være plads til fest..
’’Vi havde booket bord ude, og blev sat ved siden af en højrøstet og rygende gruppe mænd…det gav skår i glæden. Vi havde glædet os til at vise knud frem.
Min kone overtager kontrollen – mens jeg puster ud. Det er få pladser ledige nu og en fyr med 2 børn og to koner kaster sig ind i køen.. sådan lidt masende, vælter han et par pensionister og en enkelt mand med sandaler- på sit togt frem mod Charlotte. Hun griber pensionisterne- og kigger fyren an.. Han ser meget sulten ud. Et bord til fem- lige nu.. nej det kan desværre ikke lade sig gøre.. nej der er ikke plads, selvom bordet derovre der ser tomt ud- der er desværre også fyldt inde.. ja vi venter andre gæster jo det kan godt give sig om en halv times tid.. fyren hidser sig op.. Er du klar over at vi er kørt helt fra where ever for at spise her siger han.. nej det er Charlotte ikke klar over og det ville heller ikke hjælpe hvis hun var. Du så så sød ud- men nu er du bare en klam luder.. meddeler han hende så tæt at hun kan lugte hans dårlige tænder.. Temmelig rystet går vi videre med dagen.. De sidste gæster i frokosten har bestilt bord halv fire.. de er noget for sent på den, udfordring med parkeringen, og da de træder op på stenen foran os, siger jeg at køkkenet er ved at lukke her klokken fire.. alle skal have en pause..så en ordre skal afgives hurtigt….. jeg kan læse om min præstation på nettet dagen efter;
’’Arrogant modtagelsen, lige før vi gik igen,,,man følte sig ikke velkommen,,,, men det var sent og maden var da heldigvis god’’
Må vi ha en hund ind… det er ved at blive koldt og gæsterne der har bestilt ude, vil nu gerne ind.. øhhh jaaa nejje men nu i er her.. alle principper kan bøjes… og jeg finder en plads i det bagerste hjørne af spisestuen hvor Lagotto kan lægge sig ind under en stol…
’’Det er fandme for dårligt at Jens tillod hunde på restauranten’’
Ved syvtiden dukker der en klassiker op. 4 personer….. der tror de har bestilt. Inde .. og ved vinduet… i pejsestuen.
Har i fået et par bekræftelser på den booking spørger Charlotte… jeg har den lige her siger gæsten og fremviser hendes profil registrering i bordsystemet. – Som netop bare er en profil registrering, men ikke nogen reel bordbooking. Det sker hele tiden at folk ikke får gjort bookingen færdig- det er sjældent et problem, hvis blot gæsten er med på at man må lave en ’’ nødløsning’’ når nu det er en fejl 40. Charlotte forundres dagen efter;
’’Vi havde bestilt bord men det stod åbenbart ikke i systemet, men hende i døren gjorde meget ud af at fortælle at det ihvertfald ikke var hendes skyld og det virker meget som om at de ikke gør så meget for gæsterne eller deres oplevelse og går mere op i indtjening – vi kommer ikke igen’’
Sidst på aftenen læser jeg en bemærkning til en af de sidste bookinger- ’’vi vil gerne have et roligt hjørnebord med udsigt uden for mange mennesker omkring os’’ …nu er knud spisehus jo ikke en stille kupé så jeg tænker lidt over hvor det bord egentligt er henne- hvordan skal jeg imødekomme det ønske.. det er lørdag- klokken er 19.30.. og hele huset gynger…. måske skal de bare have personalebordet omme ved køkkenet.. der er relativt roligt, udsigt op til mågerne, og kun et par trætte kokke omkring dem. Alle vil ha restaurantens bedste bord… men hvad er det egentligt for et i dag ?